Miljøvurdering

Da kommuneplantillægget omhandler fysisk planlægning og fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan har Frederikssund Kommune foretaget en vurdering (miljøscreening) af planen i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 4 af 03/01/2023) § 8, stk. 2.

Frederikssund Kommune har på den baggrund vurderet, at kommuneplantillæg og tilhørende lokalplanen kan få en væsentlig indvirkning på miljøet og der er derfor udarbejdet en miljøvurderingsrapport. Afgrænsningsrapporten for miljøvurderingen har været forelagt By-, Land og Kirkeministeriet - Plan- og landdistriktsstyrelsen, Ministeriet for Grøn Trepart - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Naturstyrelsen, Transportministeriet, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet, Banedanmark, Roskilde Museum og myndigheder i Frederikssund Kommune, som berørte myndigheder. Der er i forbindelse med høringen er indkommet to bemærkninger til afgrænsningsnotatet fra myndigheder i Frederikssund Kommune. Den ene tilføjer, at det skal miljøvurderes, at regnvand skal ledes til recipient. Den anden tilføjer behov for feltundersøgelser af fredskovsareal og skovareal inden for lokalplanområdet. 

Der er, med baggrund i afgrænsningsnotatet, udarbejdet en miljøvurdering af kommuneplantillæg 001 og lokalplan 179. Miljøvurderingen er sammenfattet i en rapport, der indeholder en beskrivelse og vurdering af den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet ved gennemførelse af planerne og rimelige alternativer. Miljøvurderingens indhold følger det forudgående afgrænsningsnotat, med tilføjelse af de to indkomne bemærkninger, og behandler følgende emner:

  • Biologisk mangfoldighed/flora og fauna (beskyttede arter) ift. vurdering af Natura 2000 områder, vandområder og vandløb, § 3-beskyttet natur, biotoper og fredskov.
  • Menneskers sundhed/levevilkår ift. vurdering af trafik/trafiksikkerhed, støj fra trafik og erhverv, belysning samt rekreative funktioner og forbindelser.
  • Jordbund ift. vurdering af forureningsrisiko fra eksisterende bebyggelser og anlæg samt som følge af driften som værksted.
  • Grundvand ift. vurdering af drikkevandsinteresser og grundvandsstand.
  • Overfladevand ift. vurdering af afledning af regnvand og oversvømmelsesrisiko.
  • Luft og klimatiske forhold ift. vurdering af udledning af CO2.
  • Kulturarv ift. vurdering af visuel indvirkning på kirkeomgivelser.
  • Arkitektonisk og arkæologisk arv ift. vurdering af beskyttede diger.
  • Landskab ift. vurdering af visuel indvirkning på kystlandskab samt ift. terrænregulering og naboområder i Vinge.
  • Ressourceeffektivitet ift. vurdering af forbrug af vand, byggematerialer mv., jordhåndtering samt ressourcebesparende og bæredygtige tiltag.
  • Kumulative effekter ift. planens indflydelse på andre planer og programmer. 

Der er løbende foretaget en justering af forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan, der sikrer, at der så vidt muligt tages hensyn til de i miljøvurderingen behandlede emner.

Miljøkonsekvensvurdering

For projektet DSB-værksted i Vinge gennemføres en miljøkonsekvensvurdering. Det sker efter § 38 a, stk. 1, i jernbaneloven. Det er Trafikstyrelsen, der er miljøvurderingsmyndighed for både værkstedsbygninger og skinner, samt køreledninger mm. Dermed er Trafikstyrelsen også myndighed for miljøkonsekvensrapport, der udarbejdes af DSB, der er projektejer. Der er udarbejdet et afgrænsningsnotat, som vurderer, hvilke miljøfaktorer, som miljøkonsekvensrapporten skal fokusere på.