Beliggenhed og eksisterende forhold

Beliggenhed

Det nye rammeområde omfatter en del af matrikelnumrene 26f og en del af 26m, begge Bonderup By, Skibby. Rammen omfatter primært banegraven efterladt fra den Midtsjællandske Jernbane, og de tilhørende skråninger.

Området ligger mellem Skibby og landsbyen Bonderup på Hornsherred, i den sydvestlige del af kommunen. Mod nord rækker området ind i Bonderup - en mindre vejlandsby med færre end 20 huse. Banegraven skærer gennem landsbyen, hvis østlige og vestlige del er forbundet med  med en lille bro, hvor Bonderupvej er ført over banegraven. Banegraven fortsætter ud i landskabet på begge sider fra broen.

Syd for rammeområdet ligger Skibby Genbrugsstation og institutionen Nordstjernen. Øst for området ligger den nyplantede Nordmandsskov, der er et stort rekreativt skovområde. Skoven dækker ca. 27 hektar og strækker sig ned langs den nordøstlige side af Skibby. Ved tillæggets vedtagelse var skoven nyplantet og det omkringliggende landskab var stadig meget domineret af marker.

Eksisterende forhold

Området i dag rummer en banegrav fra den Midtsjællandske Jernbane, som var i drift fra 1928 og 8 år frem. Den består af en 300 m lang og 8-10 m bred strækning med stejle skrænter op til 6 m højde. Skrænterne er markeret af trærækker på begge sider, som markerer banegravens placering i landskabet og kan ses på lang afstand. I den nordlige del af området ligger en bro, som lader Bonderup vej køre over banegraven. Broen er i dag fyldt op med jord og det vurderes, at der ikke kan etableres gennemgang under broen. Banegraven fortsætter på den nordlige side af broen i 100-150 m, før den flader ud i landskabet. Banegraven er ved tillæggets vedtagelse i stor grad tilgroet med krat og træer på begge sider af broen og ikke fremkommelig. Derudover er der opsat hegn til arealet ved broen, samt dyrehegn ind mod det nylig rejste skovareal Nordmandsskoven.